Af Jørgen Mønster Pedersen
En af 1990ernes allerstørste salgssucceser på
det danske marked er Rhônevine, og der er næppe én vindrikkende dansk husholdning,
der ikke allerede her i det nye årtusinde har haft en flaske eller to af de
kraftige vine fra Rhônedalen på bordet. En stigning i importen på 129 procent
i perioden fra 1996 til 1999 er baggrunden for, at hver eneste dansker nu i
gennemsnit drikker én flaske Rhônevin om året.
Med sine over 76 000 ha er Rhônedalen det næststørste
område med kvalitetsvin i verden efter Bordeaux, og der er store forskelle
inden for området, der strækker sig fra Vienne lidt syd for Lyon og 250 km
sydpå til omkring Avignon. Man taler da også normalt om den nordlige Rhônedal
kontra den sydlige Rhônedal.
Forskellen mellem de to dele af dalen ligger i
forskelle i klimaforhold, i jordbund og som følge deraf i valget af druetyper.
Den nordlige Rhônedal er køligere med langt færre
solskinstimer og dermed lavere energitilførsel end den sydlige dal. Nedbøren
er stort set den samme, men nordpå er den fordelt godt over næsten hele året
med kun juli og vintermånederne som relativt tørre, mens man ofte sydpå har
lange tørkepenoder i juli og august, før regnen kommer i september og oktober.
Desuden falder regnen sydpå ofte som uvejr med op til 100 mm inden for en time,
hvilket jorden slet ikke kan nå at optage, før vandet er løbet væk.
Når disse klimatiske faktorer kombineres med store
topografiske og jordbundsmæssige forskelle, er det ikke underligt, at vinbøndeme
har valgt forskellige druesorter i dalens to afdelinger. I den nordlige Rhônedal
er det således den internationalt set stadig mere populære Syrah, der er
eneherskende som rødvinsdrue, mens Grenaehe
dominerer i syd.
På skifer og granit
De fleste vinmarker i den nordlige
Rhônedal ligger i et smalt bånd på vestbredden af Rhône på granit, gnejs og
skifer fra Centralmassivet. Eneste undtagelser er Hermitagebjerget, som Rhônefladen
har adskilt fra massivet, og Crozes-Hermitage, som dels ligger på udløbere
af Hermitagebjergets granit, dels på flodaflejringer.
Jordbundsforholdene giver Syrahdruen mulighed for at
udfolde meget karakterfulde aromaer med solbær, brombær og sort peber som
noget af det mest dominerende og gennemgående. I den fyldige, nærmest kødfulde
Côte-Rotie tilføjes ofte et let røget og animalsk aspekt. De
mere tanninrige Hermitage og Cornas udvider frugten med skovbær og krydderier.
Alle tre vine har stor holdbarhed og kan især for Cornas' vedkommende være
vanskelige at gå til de første par år.
Saint-Joseph og Crozes-Hermitage er mere simple vine
med mindre kompleksitet, struktur og holdbarhed, men stadig med Syrahs fremtrædende
karakter.
Hvidvine
med lav syre
Blandt de hvide skiller
Viogniervinene sig ud med deres overvældende og intense næse, der mest er præget
af ferskner og akacieblomster, deres store fylde og lave syre. Château Grillet,
som er en producent, der har fået sin egen appellation, adskiller sig ikke
specielt karaktermæssigt eller kvalitativt fra Condrieu, og hvis man kan lide
den store aromakoncentration, bør vinene drikkes inden for de første to-fire
år. Fadlagring er begyndt at vinde frem, men kommer ofte til at dominere over
vinens frugtige karakter.
Mere holdbarhed er der i hvidvinene fra Hermitage,
der har en god struktur og en stor smagsfylde. Aromaerne er her præget af mynte
og citron eller lime samt fersken og abrikos, og vinene smager godt inden for de
første par år, lukker derefter lidt til, men åbner igen i seks-syvårs
alderen med tungere aromaer, ofte i retning af noget mineralsk, men også med
honning, akacie og hasselnødder.
Roussanne siges at give vinene denne holdbarhed, men
da den er besværlig at dyrke,
er Marsanne dominerende i de fleste vine.
Crozes-Hermitage kan i sine bedste udgaver have nogle af de samme aromaer som
Hermitage, men aldrig den samme kompleksitet og holdbarhed.
De andre hvidvine, Saint-Joseph og Saint-Péray -
den sidste findes også i en mousserende udgave - kan have en meget fin aroma,
der er præget af abrikoser, en god koncentration, men som regel en noget lav
syre. De bedste Saint-Joseph kan have en vis holdbarhed med en mere kompleks
karakter, mens Saint-Péray er bedst inden for de første par år.
Grenache i sol og tørke
Grenachedruen kom til den sydlige Rhônedal
i 1600-tallet fra Spanien og har siden vinlusen phylloxeraen været den
dominerende druesort. Den har vist, at den kan tåle sol og tørke, og når den
vokser i glasform, gobelet, kan den også tåle mistralens konstante blæsen,
som er den sydlige Rhônedals største klimatiske problem.
Grenache giver høj alkohol - i gode årgange
omkring 14-14,5 pct. - men mangler ofte lidt tannin, lidt syre og stabilitet i
farven. Derfor bliver den ofte blandet med andre druer, i denne sammenhæng
Mourvédre og Syrah, som først er kommet til den sydlige Rhônedal i 1960erne.
Grenache er i dette område meget terroirfølsom, langt mere end Syrah, og
tendensen går i disse år ud på at 'genopdage' Grenaches potentiale og udnytte
det, dels til at give de sydlige Rhônevine et fælles særpræg, dels til at
skelne mellem de forskellige terroirer, der findes. I lovgivningen afspejler
det sig ved, at man i disse år er ved at formulere krav om minimumindhold af
Grenache i stedet for tidligere tiders maksimumbestemmelser.
Der er groft sagt fem forskellige jordbundstyper i
den sydlige Rhônedal, og sten i varierende størrelse, der er bragt med af Rhônefloden,
er en vigtig bestanddel i tre af dem. De giver ekstra varme i jordbunden, og
de andre elementer i jorden sørger for at holde på vandet, så de vine, der
kommer herfra, er velstrukturerede og velegnede til lagring. De to andre
jordbundstyper er loess og sand, som er bedre til hvid- og rosévine samt til
lette rødvine.
Denne forskel finder man mest inden for den
regionale appellation, hvor nogle - billige - vine er umiddelbart tilgængelige
med en let struktur og en alkohol lige over 11 pet., mens andre lever bedre op
til det, vi normalt forbinder med Rhône: kraftige, robuste og alkoholrige vine.
Kun kendskab til producenten og et kig på prisen kan hjælpe til at finde den
vin, man ønsker.
Den
bedste rosévin
På vestbredden er det hvid- og
rosévine samt de lettere rødvine, ofte på maceration carbonique, gæring
under kulsyretryk, der er i højsædet med den alkoholstærke, strukturfaste
og intenst frugtduftende Tavel som et godt bud på Frankrigs bedste rosévin,
mens den røde Lirac er en spinklere vin end de øvrige cru'er i syd med en
forbløffende kantet og lidt rustik karakter.
De bedste rødvine finder man på østbredden, og
det gælder både i den regionale appellation, blandt Villagesvinene med
Cairanne som den mest karakterfulde, og med de tre cru'er.
Vacqueyras spænder fra det frugtige til det
krydrede med en god koncentration og en mærkbar tannin, som giver vinen et liv
på mindst fem-seks år. Gigondas er lidt kraftigere, ofte med en mærkbar
bitterhed, mens vinen er ung, og den kan ofte være en smule bondsk,
sammenlignet med Vacqueyras' mere umiddelbare charme.
Aromaer af Provence
Châteauneuf-du-Pape er sværere at putte i bås og
er en meget varieret appellation på grund af lovens liberale udformning for
druesammensætningen. Denne tillader nemlig 13 druesorter, men siger intet om,
hvordan blandingen skal være. Mange producenter vælger at lave en
standardvin med en blanding af Grenache, Syrah, Mourvédre og Cinsaut og har
derudover en topvin, som eksempelvis kan være lavet på ren Grenache eller med
et meget højt indhold af Mourvédre. Derudover finder man nogle
producenter, der prøver at undgå Châteauneufens store tyngde ved at lave den
med maceration carbonique.
De traditionelle og bedste udgaver har dog en intens
frugtighed med røde bær, lakrids og Provencekrydderier som de dominerende
aromatræk, et højt alkoholindhold, relativt lav syre og en blød
tanninstruktur, som normalt rundes af gennem lagring på store træfade eller i
de seneste år også på barrique. En god Châteauneuf kan holde 20 år og
udvikler da en sødmefyldt karakter, der kan minde om en ældre Bourgogne.
Blandt de perifere appellationer er Costières de Nîmes
den mest dynamiske og laver vine med en karakter, der kan variere fra det
indtagende frugtige til det mere medicinale og lakridsprægede. Côteaux du
Tricastin har ofte et lidt jordagtigt præg, mens Côtes du Lubéron og Côtes
du Ventoux med nogle få undtagelser mangler en anelse frugt. De to sidste
appellationer, Côteaux de Pierrevert og Côtes du Vivarais, er så nye, at det
endnu er svært at udtale sig om deres karakter.
jorgen.monster.pedersen@pol.dk