Fra Nord til syd

Af Jørgen Mønster Pedersen

En af 1990ernes aller­største salgssucceser på det danske marked er Rhônevine, og der er næppe én vindrikkende dansk hus­holdning, der ikke allerede her i det nye årtusinde har haft en flaske eller to af de kraftige vine fra Rhônedalen på bordet. En stigning i importen på 129 procent i perioden fra 1996 til 1999 er baggrunden for, at hver eneste dansker nu i gennemsnit drikker én flaske Rhônevin om året. 

Med sine over 76 000 ha er Rhônedalen det næststørste område med kvalitetsvin i verden efter Bordeaux, og der er store forskelle inden for området, der strækker sig fra Vienne lidt syd for Lyon og 250 km sydpå til omkring Avignon. Man taler da også normalt om den nordlige Rhônedal kontra den sydlige Rhônedal.

Forskellen mellem de to dele af dalen ligger i forskelle i klimaforhold, i jordbund og som følge deraf i valget af druetyper.

Den nordlige Rhônedal er køligere med langt færre solskinstimer og dermed lavere energitilførsel end den sydlige dal. Nedbøren er stort set den samme, men nordpå er den fordelt godt over næsten hele året med kun juli og vintermånederne som relativt tørre, mens man ofte sydpå har lange tørkepenoder i juli og august, før regnen kommer i september og oktober. Desuden falder regnen sydpå ofte som uvejr med op til 100 mm inden for en time, hvilket jorden slet ikke kan nå at optage, før vandet er løbet væk. 

Når disse klimatiske faktorer kombineres med store topografiske og jordbundsmæssige forskelle, er det ikke underligt, at vinbøndeme har valgt forskellige druesorter i dalens to afdelinger. I den nordlige Rhônedal er det således den internationalt set stadig mere populære Syrah, der er eneherskende som rødvinsdrue, mens Grenaehe dominerer i syd. 

På skifer og granit

De fleste vinmarker i den nordlige Rhônedal ligger i et smalt bånd på vestbredden af Rhône på granit, gnejs og skifer fra Centralmassivet. Eneste undtagelser er Hermitagebjerget, som Rhônefladen har adskilt fra massi­vet, og Crozes-Hermitage, som dels ligger på udløbere af Hermitagebjergets granit, dels på flodaflejringer. 

Jordbundsforholdene giver Syrahdruen mulighed for at udfolde meget karakterfulde aromaer med solbær, brombær og sort peber som noget af det mest dominerende og gennemgående. I den fyldige, nærmest kødfulde Côte-Rotie tilføjes ofte et let røget og animalsk aspekt. De mere tanninrige Hermitage og Cornas udvider frugten med skovbær og krydderier. Alle tre vine har stor holdbarhed og kan især for Cornas' vedkommende være vanskelige at gå til de første par år. 

Saint-Joseph og Crozes-Hermitage er mere simple vine med mindre kompleksitet, struktur og holdbarhed, men stadig med Syrahs fremtrædende karakter. 

Hvidvine med lav syre

Blandt de hvide skiller Viogniervinene sig ud med deres overvældende og intense næse, der mest er præget af ferskner og akacieblomster, deres store fylde og lave syre. Château Grillet, som er en producent, der har fået sin egen appellation, adskiller sig ikke specielt karaktermæssigt eller kvalitativt fra Condrieu, og hvis man kan lide den store aromakoncentration, bør vinene drikkes inden for de første to-fire år. Fadlagring er begyndt at vinde frem, men kommer ofte til at dominere over vinens frugtige karakter. 

Mere holdbarhed er der i hvidvinene fra Hermitage, der har en god struktur og en stor smagsfylde. Aromaerne er her præget af mynte og citron eller lime samt fersken og abrikos, og vinene smager godt inden for de første par år, lukker derefter lidt til, men åbner igen i seks-syvårs alderen med tungere aromaer, ofte i retning af noget mineralsk, men også med honning, akacie og hasselnødder. 

Roussanne siges at give vinene denne holdbarhed, men da den er besværlig at dyrke,

er Marsanne dominerende i de fleste vine. Crozes-Hermitage kan i sine bedste udgaver have nogle af de samme aromaer som Hermitage, men aldrig den samme kompleksitet og holdbarhed. 

De andre hvidvine, Saint-Joseph og Saint-Péray - den sidste findes også i en mous­serende udgave - kan have en meget fin aroma, der er præget af abrikoser, en god koncentration, men som re­gel en noget lav syre. De bedste Saint-Joseph kan have en vis holdbarhed med en mere kompleks karakter, mens Saint-Péray er bedst inden for de første par år. 

Grenache i sol og tørke

Grenachedruen kom til den sydlige Rhônedal i 1600-tallet fra Spanien og har siden vinlusen phylloxeraen været den dominerende druesort. Den har vist, at den kan tåle sol og tørke, og når den vok­ser i glasform, gobelet, kan den også tåle mistralens konstante blæsen, som er den sydlige Rhônedals største klimatiske problem. 

Grenache giver høj alkohol - i gode årgange omkring 14-14,5 pct. - men mangler ofte lidt tannin, lidt syre og stabilitet i farven. Derfor bliver den ofte blandet med andre druer, i denne sammenhæng Mourvédre og Syrah, som først er kommet til den sydlige Rhônedal i 1960erne. Grenache er i dette område meget terroirfølsom, langt mere end Syrah, og tendensen går i disse år ud på at 'genopdage' Grenaches potentiale og udnytte det, dels til at give de sydlige Rhônevine et fælles særpræg, dels til at skelne mellem de for­skellige terroirer, der findes. I lovgivningen afspejler det sig ved, at man i disse år er ved at formulere krav om minimumindhold af Grenache i stedet for tidligere tiders maksimumbestemmelser. 

Der er groft sagt fem forskellige jordbundstyper i den sydlige Rhônedal, og sten i varierende størrelse, der er bragt med af Rhônefloden, er en vigtig bestanddel i tre af dem. De giver ekstra var­me i jordbunden, og de andre elementer i jorden sørger for at holde på vandet, så de vine, der kommer herfra, er velstrukturerede og velegnede til lagring. De to andre jordbundstyper er loess og sand, som er bedre til hvid- og rosévine samt til lette rødvine.

Denne forskel finder man mest inden for den regionale appellation, hvor nogle - billige - vine er umiddelbart til­gængelige med en let struktur og en alkohol lige over 11 pet., mens andre lever bedre op til det, vi normalt forbinder med Rhône: kraftige, robuste og alkoholrige vine. Kun kendskab til producenten og et kig på prisen kan hjælpe til at finde den vin, man ønsker. 

Den bedste rosévin

På vestbredden er det hvid- og rosévine samt de lettere rødvine, ofte på maceration carbonique, gæring under kulsyretryk, der er i højsædet med den alkoholstærke, strukturfaste  og intenst frugtduftende Tavel som et godt bud på Frankrigs bed­ste rosévin, mens den røde Lirac er en spinklere vin end de øvrige cru'er i syd med en forbløffende kantet og lidt rustik karakter. 

De bedste rødvine finder man på østbredden, og det gælder både i den regionale appellation, blandt Villagesvinene med Cairanne som den mest karakterfulde, og med de tre cru'er. 

Vacqueyras spænder fra det frugtige til det krydrede med en god koncentration og en mærkbar tannin, som giver vinen et liv på mindst fem-seks år. Gigondas er lidt kraftigere, ofte med en mærkbar bitterhed, mens vinen er ung, og den kan ofte være en smule bondsk, sammenlignet med Vacqueyras' mere umiddelbare charme. 

Aromaer af Provence

Châteauneuf-du-Pape er sværere at putte i bås og er en meget varieret appella­tion på grund af lovens liberale udformning for druesammensætningen. Denne tillader nemlig 13 druesorter, men siger intet om, hvordan blandingen skal være. Mange producenter væl­ger at lave en standardvin med en blanding af Grenache, Syrah, Mourvédre og Cinsaut og har derudover en topvin, som eksempelvis kan være lavet på ren Grenache eller med et meget højt ind­hold af Mourvédre. Derud­over finder man nogle producenter, der prøver at undgå Châteauneufens store tyngde ved at lave den med maceration carbonique. 

De traditionelle og bedste udgaver har dog en intens frugtighed med røde bær, lakrids og Provencekrydderier som de dominerende aromatræk, et højt alkoholindhold, relativt lav syre og en blød tanninstruktur, som normalt rundes af gennem lagring på store træfade eller i de seneste år også på barrique. En god Châteauneuf kan holde 20 år og udvikler da en sødmefyldt karakter, der kan minde om en ældre Bourgogne. 

Blandt de perifere appellationer er Costières de Nîmes den mest dynamiske og laver vine med en karakter, der kan variere fra det indtagende frugtige til det mere medicinale og lakridsprægede. Côteaux du Tricastin har ofte et lidt jordagtigt præg, mens Côtes du Lubéron og Côtes du Ventoux med nogle få undtagelser mangler en anelse frugt. De to sidste appellationer, Côteaux de Pierrevert og Côtes du Vivarais, er så nye, at det endnu er svært at udtale sig om deres karakter.

jorgen.monster.pedersen@pol.dk