Klik på de enkelte personer
Min oldefar Morten Jensen, født 20/6 1830 i Vigerslev (far: Jens Mortensen), død 30/5 1899 i Vigerslev. Han var en holden mand, stort husdyrhold – kørte mælk og kød ind til København (ikke ham selv – han havde folk til at køre varerne).
I krigen 1964 havde han folk med i krigen – der ligger nogle breve i en eller anden mappe fra nogle af disse folk, hvor brevene begynder med: Gode husbond. Tante Johanne (I ved hende med de dårlige ben) fortalte mig, at hendes mor (som var min morfars søster) fortalte, at mine oldeforældre var et stateligt par, når de kom på besøg i deres lette vogn – hende iført guldnakke.
Min oldemor Cathrine Morten Jens, født Hansen. Født 4/12 1832 på Vigerslev Mark (ude omkring Humlehaven), død 3/10 1910.
Det fortælles, at hun var veninde med frk. Nimb – det var vist noget med, at de havde lært husholdning (finere) sammen og at min oldemor ofte blev inviteret ind på Nimb til spisning (sikkert uden gemal)!
Fra Irma, som jo har oplevet hende, fik jeg at vide, at hun var en flot kvinde – rank i ryggen og sød ved Irma. Min mor fortalte, at de havde et smukt hjem – de 2 runde piedestaler stammer derfra.
De havde tæpper på gulvene – også i soveværelset – og dette var ikke almindeligt dengang hos bønder.
Min mormor, den ene af de tre døtre, Maren Christine Andersen, født Jensen. Født 18/10 1863, død på Danshøj 10/4 1944. Gift med min morfar Søren Andersen, ”Store Vigerslevgård”, født 23/5 1858, død 8/8 1932. ”Store Vigerslevgård” lå ca. på hjørnet af Vigerslevvej og Vigerslevallé. Det var hans far: Anders Andersen, som kom fra Hagendrup Mølle ved Bjergsted – det er Anders Andersens Chatol, som står her i stuen.
Jeg har ikke meget af fortælle om min mormor. Har altid syntes, at hun var lidt sur og skrap. Har aldrig set hende lave noget udover at sidde og sy og lappe. Jeg holdt mig til min morfar, som var sød og rar. Min morfar måtte ikke ryge indendørs og så gik han ud. Han og jeg tilbragte megen tid i haven – og vi hyggede os. Desværre døde han så tidligt. Jeg var 7 år og husker tydeligt hans begravelse, hvor jeg blev iført brun sørgedragt fra Sørgemagasinet på Strøget i København. Nok om min mormor.
Hans Christian Jensen, den eneste søn, født 10/7 1865, død august 1948.
Gårdbestyrer på sin fars gård i Vigerslev, indtil den blev solgt. Arven delt mellem ham og de 3 tøser (Hans datter Oline har fortalt mig, at han var sur over ikke at kunne overtage faderens gård, men tøserne ville se moneter).
Han købte så Sønderkær i Hvidovre + Spurvegården også i Hvidovre. Han var ikke særlig god til det med landbrug – solgte først Spurvegården – siden Sønderkær til Hvidovre Kommune. På Sønderkærs jorde ligger Hvidovre Hospital. Han forpagtede Sønderkær indtil sin død, hvorefter hans kone (gl. Oline) flyttede i lejlighed i nærheden af Hvidovre Kirke. Jeg husker ham som fantastisk sød og rar.
Anna Jensen, den anden af de tre døtre, født 24/4 1870, død ca. 1936
Da Hans Christian Jensen var blevet bestyrer af den gl. gård byggede min oldemor et hus lige op ad Danshøj (Langagervej 56) (jorden var jo hendes – også Danshøj) og flyttede sammen med Anna, der var ugift. De to boede i stuen og lejede 1. salen ud. Ind flyttede Irmas mor og far (bager Walseth). Oldemor dør, Irmas mor dør og så tilbage Anna i stueetagen – Irmas far + 3 børn på 1. sal.
Et absolut fornuftsægteskab starter, og Anna bliver stedmoder for Irma (som I kender) + Carl + Knud. Irma fortalte, at hun var streng, men retfærdig, det skal nok passe. Jeg har nu det bedste indtryk af hende.
Hun er jo ikke så gammel, da hun dør, og Irmas far overtager huset. Irmas far var alle tiders – fandenivoldsk – bager – jæger – fisker – stort lune – absolut ikke en, min mormor brød sig om. Anna kom gerne alene på Danshøj.
Ellen Jensen, den tredje af de tre døtre, gift med min dejlige onkel, Cresten Nielsen, tante Ellens far, født 22/12 1873, død ca. 1933. Se mere om min onkel i særskilt kapitel.
Det ægteskab mellem hende og min onkel var den store kærlighed. Jeg husker hende tydeligt – dejlig varm kone. Og så blev hun syg i 50 års alderen af en blodsygdom. Før tante Ellen fik hun en dødfødt søn og så Ellen med det syge ben, og så døde hun ca. 1933. Det var en stor sorg i familien, og min onkel kom aldrig over det og så kender I jo resten af historien. Sidste gang jeg så Ellen var i 1951, hvor min onkel døde, og hvor han ikke kunne komme i samme grav som sin elskede kone, og hvor det blev for meget for tante Ellen – deres datter.
Gravstedet, der lå lige op ad kirken skulle bruges til udvidelse (påklædningsværelse til præsten). Så gik hele maskineriet i gang med Kirkeministeriet o.s.v. Resultat: De fik overladt et nyt gravsted – Ellen blev gravet op – placeret i samme grav som sin mand – moster og jeg overså, at det gik rigtigt til – mødtes med graveren i kapellet, hvor Ellens lårben + kranie var placeret i en lang alterlysæske, hun havde endnu brune hårtotter på kraniet – vi bad fadervor og spadserede ned til den åbne grav med resterne – der var lavet et hul ind i siden af onkels grav, der blev hun lagt ind – moster havde blomster med – og sådan var det. Tante Ellen var tilfreds.
