Farmors beretning:

I vil jo gerne ha’, at jeg skriver om mit l-a-n-g-e liv, jeg har egentlig ikke lyst, men prøver. Sidder her med Tine ved mine fødder – har lige været i parken. Mener, at jeg har fortalt om min ”lykkelige barndom”, men jeg har lyst til at fortælle om min gl. onkel Cresten Nielsen, tante Ellens far, født 22/12 1873,  død 1951. Han blev født på gården NORDEN (så ved I hvor det er – porcelænsfabrikken i Valby). Sørens chatol stammer fra hans forældre, Maren og Niels Nielsen. Jens Nielsen (ej familie!), som var den sidste, der blev halshugget i DK (han var ildspåsætter m.m.). Han satte også ild på Norden og var med til at redde bohavet, bl.a. chatollet. Oline har skrevet en bog om ham – den står i reolen – han satte også ild på dokkerne i London.
Onkel som garder
April 1939 Damhussøen	Nå, det var min onkel. Han blev gift med min mormors søster Ellen. Hun døde i 1932, men jeg husker hende godt. har set hendes knogler på Hvidovre Kirkegård. Hun var begravet lige op ad kirken, og da onkel døde 1951, skulle han jo ned ved siden af hende, men det måtte han ikke, fordi man havde fundet ud af, at kirken skulle udvides med et omklædningsrum til præsten – og det skulle ligge lige, hvor gl. Ellen lå. Stor ballade, tante Ellen ulykkelig – kirkeministeriet indblandet. Resultat: Nyt gravsted, tante Ellen ville ha’ sin mor med over i det nye gravsted – stolede ikke på, at de gjorde det – min moster & jeg blev sat på jobbet at påse, at alt gik rigtigt til. Moster & jeg med blomster i hånd mødtes med graveren i kapellet og beså gl Ellens lårben + kranie (med lidt hår) – lagt i en lang alterlysæske – vi nikkede, vandrede med graveren bærende lysæsken med gl Ellen ned til onkels allerede gravede grav – og ganske fikst en åbning i siden af graven og ind med hende – og så bad vi alle tre fadervor. Sådan!, og så var tante Ellen tilfreds.
Moster Anna (Anna Jensen), moster Ellen (Ellen Jensen), onkel (Cresten Nielsen) tante Ellen, se også beretningen om Damsbogårdfotografiet.
Nå det var jo min onkel, som jeg ville fortælle om. Da han blev enkemand, var han i 50’erne og havde lidt vognmandsforretning, kedede sig – var lidt smådoven – sagde man. Han boede jo sammen med Tante Ellen (Valby Langgade 110 – overfor Norden tlf. Valby 340 x – huset revet ned – Taxaforretning nu). Tante Ellen var på kontor hos Importøren, Skt. Peders Stræde, og hun betalte til husholdningen og mere til. Jeg overnattede mange gange hos de to – så sendte vi tante E på kontor – og så gik onkel og jeg tur på Valby Langgade og købte ind til middag. Han elskede at lave mad – og han var knaldgod til det – jeg gid til hånde – og vi hyggede os.
Gunnar, onkel og mig - 1935 (?)	April 1939
Han fulgte mig også til dans på Ålholm Plads – sad og ventede med en øl og fulgte mig tilbage. Han betød meget for mig – jeg holdt meget af ham. Han havde megen lune og fortalte sjove historier – det med humor havde mine damer på Danshøj ikke så meget af.	1938
Marienlyst	Tante E havde i starten 8 dages ferie – så tog hun på Badehotel el. pensionat – og var det på Sjælland besøgte onkel og jeg hende (billeder vedlagt). Onkel og jeg rundede også Damhussøen med Max – hans hund. Vi var i Zoo – Tøjhusmuseet – Nationalmuseet osv. I 1939 flyttede de til Lindebugten 2st.tv. To værelser + kammer – tante E kammeret, onkel sov i spisestuen, og sådan var det. I ejendommen boede en ”uldjyde”, han var flyttet fra Herning – og onkel + ham hyggede sig (en gang i mellem for meget, syntes tante E). Så kom besættelsen i 1940, og onkel og uldjyden nægtede at gå i beskyttelsesrum. Onkel og han satte en havebænk ud foran huset, så kunne de sidde der med hver sin øl og se på lysglimt og høre de engelske flyvere. Han nægtede også at gå med hvidt armbind – det skulle man under mørkelægningen – tante E blev sur – så tog han en løs manchet (hvid) og pressede den om armen (og så grinede han til mig) – jeg husker det så tydeligt – han havde nogle glade øjne – han holdt rigtig meget af børn og ejendommens unger forgudede ham.
Onkel holdt meget af far – de grinede meget sammen. Vort forlovelsesgilde blev holdt hos onkel og tante E – han var lykkelig med de unge mennesker omkrig sig. Jeg husker en Lillejuleaften – vi var flyttet til Humlehaven 22 i Valby tlf. Valby 6666 (Hybsman skaffede nummeret – han var ansat i KTAS). Jeg havde lavet en god middag, og vi skulle holde vores egen ”juleaften” – selve juleaften var vi jo tvangsindlagt på Danshøj, så kom far hjem ved 12-tiden, han havde mødt onkel og så ville onkel vise den unge mand Københavns værtshuse – tante E og jeg var sure på d’herrer dagen efter, juleaften. Men d’herrer havde haft det skønt!! – Ikke mere om min kære onkel – vi var gode venner lige til han døde på Diakonissen i –51.
Så er der jo far og mig. Vi mødtes i Studenterforeningen (og så vil I jo spørge, hvad jeg skulle dér). Jeg gik på dag-handelsskole overfor Forum, og der lå en dag nogle billetter til et bal i Studenterforeningen – så vi var nogle piger, der tog af sted – og der mødte jeg så far. Vi travede om natten hele vejen hjem til Danshøj – og så far retur til Sct. Nikolajvej – han må ha’ været forelsket!	(bag på billedet er noteret: "lyserød talje, havde denne kjole på, da jeg traf far i Studenterforeningen knapt 18 år")
På Sct. Nikolajvej havde han lejet en 2-værelses lejlighed i stuen. Kr. 105 pr. måned. Han havde mange logerende (Blach – Milling – Egon L – Mogens Pedersen m.fl.). De læste jo alle til ingeniører, og de lange (høje) køkkenlåger blev brugt til tegneborde, meget praktisk på mange måder. Det var jo under besættelsen (1943), jeg kom ind i billedet. Der var jo også udgangforbud, så jeg var jo nødt til at overnatte. Det var min mor ikke glad for, men vi var tit mange – lejligheden var et samlingssted for mange venner, og man kunne jo ikke gå hjem ved 9-tiden – de andre venner boede jo på pensionat eller på små humre (osv.) så det var på Sct. Nikolajvej, det foregik. Jeg skrev eksamensprojekt for far og for Milling, og vi festede med ?????? og vore rationerede øl og 5-pakkers smøger. Naboerne, der jo var ganske ”almindelige” familier, var ikke glade for al den ballade, men vi kom overens under diverse luftalarmer i kælderen, hvor far var (jeg kan ikke huske, hvad det hed) men han skulle sørge for, at alle opgangens beboere kom i kælderen – st skulle man i ejendommene. I 1944 blev Mogens Pedersen (Kongskilde) gift – flyttede (jeg mener, det hed Rentemestervej), og hos ham blev vi inviteret til sabotage på en Radiofabrik – det var en af vennerne Nikolaj, der var sabotør, og han foreslog, at vi besøgte Pedersen på Rentemestervej den og den dag, så ville vi høre et mægtigt knald – så det gjorde vi jo (han havde rådet Peddersen til at lukke vinduerne på klem, så de ikke blev knust – så det gjorde han – og efter endt gerning sluttede Nikolaj sig til selskabet – han var helt cool – han gjorde en stor indsats – når jeg tænker på det i dag, var det jo helt vanvittigt, men vi var jo unge og skøre alle sammen, og besættelse eller ej, meget sorgløse. Det med at træde ned i rendestenen, når tyske soldater gik og fyldte hele fortovet, det vænnede man sig til – også at sporvognen blev standset og tyskerne kom ind ad dørene for og bag og visiterede os for våben, oplevede man jo mange gange, så det var jo bare en dum forsinkelse. Vi var inviteret - sammen med mange af vennerne til Mogens Peddersens & Hennys bryllup i Thustrup Bavelse – nede ved søen. Dér havde Hennys forældre en stor gård – vi var mange – måske 60-70. Vi sad på høloftet og spiste natmad – lidet anende, at vi sad ved siden af en masse våben. Englænderne kastede våben med faldskærme ned i skovene omkring søen – og Hennys far og Sognefogeden var stormodtagere af våben, og mange blev gemt på høloftet – det har Henny fortalt meget om senere – og det står også i nogle bøger fra besættelsestiden. Det var et sidespring. Gennem Handelsskolen fik jeg et job hos Højesteretssagfører Teist, Nygade 1. Han havde et par formiddagsfuldmægtige, og en af dem, Opstrup hed han, syntes, at jeg skulle komme over i Skattedepartementets 6. afd. – krigskonjunkturskat – det stod og manglede lig mig – og jeg ville får 25 kr. mere i løn – så efter 1 år hos Teist flyttede jeg til Hammerichsgade lige overfor Shellhuset. Der mødte jeg mange spændende mennesker, bl.a. Halvorsen, han var chef for afdelingen og en munter fyr – jeg fik ham til at indkøbe en æbleskivepande, for jeg syntes, det ville være hyggeligt til eftermiddagskaffen – det syntes han også – dog sagde han: jeg skriver bare ”pande” på rekvisitionen – det var jo bare OK. Der var 2 stud.jur. studerende, der brugte det meste af deres timer til at duplikere illegale skrifter – og det var jo bare OK – alle holdt kæft med det.
	I ca. 1947 fandt man på at starte Dansk Tipstjeneste i DK – Svend Halvorson blev udnævnt til direktør, og han spurgte mig, om jeg ville være behjælpelig og flytte med ham til nogle små lokaler på Magasins torv, dér hvor BR legetøj ligger. Dér lå nogle lave bygninger, som han og jeg flyttede ind i – snart ansatte han en dygtig sekretær + et par stykker mere, og så lejede man et stort palæ i Kronprinsessegade, og i –48 startede man Dansk Tipstjeneste. Der var meget overarbejde i starten, og vi var faste kunder i Nyhavn. ”Det gyldne Lam”, tror jeg det hed – jeg har haft nogle dejlige jobs – glad for dem, jeg har været sammen med, så kan man jo ikke forlange mere.
I 1968 meldte jeg mig til et vikarbureau – fik job i 1 måned på Good Year – senere 3 måneder på Domi, hvorefter de et par måneder efter ringede og spurgte, om jeg ville være fast ansat på halv tid – det var lige mig. Jeg var der 23 år – én lang fornøjelse – 8 af konerne kommer jeg sammen med endnu, hvert halve år – jeg har ingen dårlige minder fra mit arbejdsliv – tværtimod – men jeg har vist også været heldig! Jeg glemte at fortælle, at mens jeg var i Skattedepartementet, blev Shell-huset bombet – vi skulle ud på gaden for at komme i beskyttelsesrum, og det knaldede og bragede om ørerne på os; det blæste rigtig meget den dag, og det hvirvlede omkring med støv og papirer – det var et forfærdeligt syn, og vi var alle i chock – jeg blev fulgt hjem af en af de unge stud.jur.’er – slemt at tænke på, at det umiddelbart efter gik ud over den Franske Skole. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skrev om sidste gang, jeg skrev erindringer – skrev jeg om min mors madlavning? – nå! så gør jeg det her. Min mor elskede at lave mad – og det blev derefter – altid velsmagende, de bedste råvarer – og masser af det. Om søndagen fik vi som regel en steg – kalve-, flæske-, oksesteg nøje udvalgt og ”trykket på” inden køb hos den lokale slagter. Placeret i ovnen (indtil -39 komfur, herefter gasovn). Langtidsstegning – grønsager ved og dryppet undervejs – færdig – vellykket! 1. dag: varm steg med grønsager 2. dag: kold steg med grønsager 3. dag: Hachis, dvs. koldt kød gennem kødmaskine – rørt med sauce og en sjat Sherry – hertil brunede kartofler 4. dag: Hvis der var mere tilbage: Biksemad En høne eller hane kunne jo også miste hovedet – og så blev det hønsekødssuppe eller høns i asparges. Høns og kyllinger havde vi jo gående udenfor – i min morfars tid huggede han hovedet af – efter ham var det Moster. Mælk og fløde hentede Gunnar og jeg på Holmegården (lige ved Hvidovre Station) – lige fra koen med møj og fluer overalt – vi blev ikke syge af det. Min mor hældte mælken op i store brune fade og timer efter skummede hun fløden af – det var guf. Grønsager havde vi jo masser af i haven – alt undtagen salat – det var ikke opfundet. Når det blev efterår, blev kartoflerne bragt ind i udhuset i 3 tønder – småt-mellem-stort. Gulerødder kom i en tønde med sand – så var de fine hele vinteren. Æbler blev båret op på udhusloftet sammen med gråpærer – de fleste holdt sig fint til først på foråret – grønkålen stod ude hele vinteren og af oksebryst og grønkål blev der en skøn suppe – pyntet med hårdkogte æg. Valnødder blev også lagt på udhusloftet – og havde det fint. Oppe på loftet i stuehuset hang altid en stor røget skinke med spand under (den græd). Min mor skar tynde lækre skiver til æggekage og brune bønner – en ret med kogte bønner – røget flæsk – kulør – og en sjat Sherry – brunede kartofler til. Efter min ringe hukommelse: Ca. 14 æbletræer Ca. 6 pæretræer Ca. 4 syltekirsebærtræer 1 moreltræ Ca. 8 blommetræer 1 valnød hasselnødder masser af hindbær, stikkelsbær af forskellig art, ribs, solbær, jordbær og alle grønsagerne. Onkel og tante E hentede, hvad de ønskede – resten åd vi vinteren igennem. Min mor syltede jo en masse, nul Atamon, hun brugte Cognac – og det holdt sig. Sund og alsidig kost – vi var aldrig syge – Gunnar og jeg havde mæslinger for nedrullede gardiner, og jeg fik skarlagensfeber. Kom ikke på hospital – min mor og huslægen (Dr. Hall – han fik 150 kr. om året – og så skulle han bare træde til) enedes om at isolere min mor og mig i 7 uger – fik kun besøg af onkel, som nægtede at blive forbudt adgang. Pjat sagde han, og så kom han mange gange om ugen med bolcher – gæv gut! I huset ved siden af (min oldemors – hvor Irmas far flyttede ind på 1. salen – og senere blev gift med min mormors søster Anna) boede en familie på 5. Manden var arbejdsmand og cyklede langt ud på Amager tidlig om morgenen og kom sent hjem og smed sig på divanen – og så hen til det blev søndag. Konen var fra Fyn – fru Hansen kaldte jeg hende, hun talte fynsk så det sang. Børn: Alice, Edith & Eskild. Jeg gik i skole og klasse med Edith på Vigerslevallé skole og Ålholm skole – vi var altid sammen (hun flyttede til Jylland som ung – resten af familien endte i nærheden af Toftegårds Plads. Af gæster derhjemme var naturligvis onkel + tante E. Mormors bror Hans + kone Oline + datter Oline + sønner Morten Christian og Jens. 2 damer (langt ude i min morfars familie). De boede ved Andebakkestien på Frederiksberg. Når vi besøgte dem, gav de Gunnar og mig hver 2 kr. (mange penge dengang) og – som de sagde – gå nu i Zoo – I skal ikke sidde her og kede jer – Gunnar og jeg syntes de var alle tiders.
Morfar, mormor, Gunnar, mig og Moster
Vi kom i Tivoli én gang om året – i en skotøjsæske var smørrebrød, som vi spiste nede ved søen et sted, hvor man måtte medbringe sin mad – gul sodavand til. Gunnar og jeg fik nogle håndører – jeg husker ikke hvor mange – så gik vi ud og havde det sjovt – de gamle gik i Koncertsalen (hed dirigenten Snechlot Petersen? – det tror jeg).
			En gang om året skovtur til Hareskoven i hestevogn – onkel kendte en vognmand fra Valby – og vi kunne være der alle, incl. Onkel, vognmanden, tante E + gl. Ellen) Medbragt mad fra ”mors køkken”, f.eks. stort glas med italiensk salat – stegte kyllinger – agurkesalat med meget mere, øl og vand. Samme vognmand kom hvert år med et stort læs brænde i hestevogn fra Hareskoven, og så fik min morfar travlt med at kløve brænde og lave optændingsbrænde til komfur + 6 kakkelovne – han lavede flotte stakke, der ikke braste sammen!

Vi havde ung pige i huset indtil 43 – hun gjorde rent, ordnede de mange kakkelovne og gik til hånde i køkkenet – opvask, kartoffelskrælning osv. – hun deltog ikke i madlavningen – men udvekslede opskrifter med min mor (kom jo som regel fra Jylland m. kommode), boede på det dårligste værelse på 1. sal)Efter de unge piger rengøringskone.

18. oktober 2004:

Jeg kunne jo også fortælle lidt om min ankomst til Fuglebjerg. Jeg var 18 år - og i Fuglebjerg var rygterne jo gået (og i Odense hos faster Meta), at Ingemann kom sammen med en Københavner. Har siden hørt, at alle var meget spændte! - Jeg ankom og det var noget af et kulturchok. Midddag hos Else & Svend, hvor Rie og Harry også var inviteret. Man bad bordbøn både før og efter maden og om aftenen inden sengetid aftenandagt. De modtog mig med åbne arme - alle fantastisk søde. Jeg kom der med krøller, neglelak, læbestift & pudder og skilte mig noget ud fra de øvrige damer. Men jeg fik 3 svigerinder, som var meget forskellige, men som jeg kom til at holde rigtigt meget af. De forgudede jo deres lillebror og gjorde alt for at jeg skulle have det godt hos dem - og det fik jeg. De har alle 3 betydet rigtigt meget for mig.

Det var selvfølgelig ikke min fortjeneste, at de strøg aftenandagten, og at bordbønnen kun blev før maden - i forkortet udgave, og ej heller at der kom øl & snaps på bordet og vin osv.

Jeg dumpede faktisk ned i en familie med søde børn. Hos Else endnu kun Peter & Kirsten - hos Rie Arne & Ole - vi havde jo endnu ingen børn, så jeg har afsendt utallige fødseldagspakker med teknobiler og dukker til Fuglebjerg, men da vi fik børn, sagde jeg, at nu stoppede det gaveræs. Der kom jo også flere børn, så det gad jeg ikke.

Min ankomst til Odense hos Faster Meta & Jørgen var jo lidt anderledes - her var ingen bordbønner m.m., men meget festligt. De kom sammen med en masse spændende mennesker - og de festede - og vi var tit med til festerne. Når Ingemann skulle på inspektion i Odense, var børnene & jeg hos dem. Meta og jeg gik tur i Odense - børnene blev tit passet af deres unge pige (Meta var jo lærer) - og de havde jo Hanne.

Samlingsstedet for de 3 piger + Ingemann var jo det fl. hjem - bageriet - i Fuglebjerg. Ved mange højtider var vi alle samlet dér og havde det fornøjeligt - og så Elses dejlige mad - og så ud i butikken efter chokolader - ikke dårligt.

Faster Else var den, der betød mest for Ingemann (og måske også for mig). Når jeg siger, at hun var et godt menneske, forstår I det ikke. Hun var forstående over for alle - gavmild mod gamle og unge og aldrig fordømmende - fandt altid noget godt i alle - og hele byen holdt af hende. Når de såkaldt fattige kom ind i butikken, fik de altid god vægt og lidt ekstra - det talte hun ikke om, men jeg har oplevet det.

Mens Ingemann læste, sendte han sit vasketøj til hende og fik det retur med chokolade og smøger gemt ind imellem - jeg ved, at han betragtede hende som en reservemor. De havde et særligt forhold til hinanden. De sidste 4-5 år af hendes liv ringede de sammen hver aften og havde lange samtaler om deres barndom - religion og alt muligt andet - hun var et begavet menneske med stor livsvisdom - hvis der er noget det hedder det! - Det var en stor sorg for mange, da hun døde.

Under krigen, da Politiet blev taget, boede fætter Knuds kone + 2 piger hos Else ½ års tid. Knud, der havde fridag den dag, Politiet blev taget, gik "under jorden" og boede i et sommerhus et eller andet sted og blev medlem af en sabotørgruppe under Politiet.

Mens vi er ved det her krigsvæsen, ved jeg ikke, om jeg har fortalt om dengang i Humlehaven, hvor Ingemann og Milling (inden de skulle aflevere deres våben efter krigen) lige skulle afprøve dem. Jeg sad oppe i studen og de 2 fyre skød med et par pistoler + 1 maskingevær ind i koksbunken - det gav et ordentligt brag og koks + støv fór omkring ørerne på dem - de blev noget bange (også jeg) - og næste dag blev de våben afleveret til Politiet.

Dem vi mest kom sammen med var Milling + Birgit, Blach + Else, Andreas Lund (også kaldet "Andreas Blegnæb") + Kirsten. Vi spillede kort - gik i biografen + teater - mødtes til små middage med efterfølgende dans! Den eneste, der lever endnu, er Else Blach + mig. Så var der Ingemanns kortspil/brigde-klub. Da han var interneret på Ulriksholm på Fyn, opstod bridgeklubben - de var efterhånden 10, der spillede sammen i masser af år - mødtes i de forskellige hjem (hos os kogt torsk med det hele). Af kortklubbens medlemme er der kun 2 tilbage: Hybsman + Qje (Knud Ravn Jensen) + nogle enker, som jeg jo ser af og til og ringer tit sammen med.

Efterhånden handler det kun om folk, der er døde - det er for meget! - Nu gider jeg ikke skrive mer', men hvis de kan glæde nogen, så synes jeg, at jeg har haft et dejligt liv - ind imellem rigtig skægt - sog og glæde i skøn forening, men sådan er det jo! - Og så kan jeg jo glæde mig meget over 2 dejlige drenge, 2 dejlige sv. børn 3 dejlige børnebørn, 2 dejlig oldebørn plus Ellen og Jesper.

Kan man så forlange mer'? - Nej - Slut.